Menu

Branchenetværket i Gastronomi sætter fokus på bæredygtighed i praksis

Branchenetværk møde Gastronomi

Gastronomilærere fra hele landet var inviteret til branchenetværksmøde på Vittrup Fri Fagskole for at sætte fokus på bæredygtighed i et praksisfagligt perspektiv. 

Gastronomilærerne Helene og Vivi havde lavet et fantastisk program, og vi kom omkring mange relevante emner bl.a. gode ideer til at afholde linjefagsprøver. Det er – må man sige – rettidig omhu! Vittrup kaster sig nu over denne disciplin efter de gode erfaringer, der er høstet på andre skoler. Og et vigtigt kriterie er, at det skal være en succes for eleverne ”at lære at gå til prøve”.

Dagens helt store øjenåbner var Vittrup Fri Fagskoles ”win-win” samarbejder med lokale fødevareproducenter, både mejeri, gartneri, frugtavler og husdyrsavlere, der leverer kød – alt fra kaniner til køer. Vi var helt konkret på besøg hos en af dem, skolens gartneri-samarbejdspartner Mads, der ejer ”Markliv”.

Se deres hjemmeside her: https://www.markliv.nu/.

Eleverne kommer med ud og får fingrene i jorden og deltager aktivt i jord-til-bord-princippet. De smager på alle de produkter, der kommer superfriske op af jorden, og har nu bl.a. mistet interessen for hollandske importerede agurker. Agurker spiser man i sæson – og kun dem fra Mads og Markliv af!

En gang imellem kommer der et godt tilbud på grund af en bugnende overflod på marken til Vittrup fra Markliv, og så er det om at slå til! Spinat i kassevis, kål i kassevis, og så skal der fryses ned, fermenteres og de givne råvarer skal anvendes rub og stub. Alle råvarer er friske, og holdbarhed og smag er i top, så derfor er der intet madspild. Det er således derfor også økonomisk bæredygtigt. Og der er knapt nok grøntsagsrester nok til Vivis høns!

En god måde for andre skoler – især byskoler – at komme i gang på kan være at tage på lokale fødevaremesser eller -markeder i de byer, skolen ligger i eller byer tæt på. Der er med garanti lokale producenter, man kan starte med at samarbejde med. Men sørg altid for at producenterne selv kan levere direkte til skolen. Ellers bliver det for bøvlet.

Det tager tid og arbejde at få al levering op at flyve i fuld lokal skala, men opfordringen er at komme i gang. På Vittrup har det taget 3 år og eleverne er blevet meget bevidste om råvarer og deres oprindelse. Der er mindre emballage, det er lokalt og skal ikke fragtes så langt, der er minimalt madspild, det er årstidsbestemt. Det er bæredygtighed i praksis!

 

Læs også: FRIE FAGSKOLER STØTTER REGERINGENS FOKUS PÅ PRAKTISK FAGLIGHED I FOLKESKOLEN | Frie Fagskoler

 

Yderligere oplysninger

Udviklingskonsulent Nette Schou / ns@friefagskoler.dk