Frie Fagskoler er et praktisk og erhvervsrettet kostskoletilbud, der hjælper med afklaring og sætter retning for unge, gennem praktiske fag i stærke sociale kostskolerammer.
På Frie Fagskoler arbejder eleverne med fag, i værksteder og i praktik. Her er plads til at afprøve interesser og teste om hænderne er nogenlunde skruet på. Frie fagskoler tilbyder derfor faglig afklaring og ny motivation til at tage næste skridt mod fx en erhvervsuddannelse, en ungdomsuddannelse eller et job.
Så kig rundt her på siden og find en skole, der matcher elevens interesser – og tag direkte kontakt til skolen. De vil meget gerne hjælpe med at vurdere, om skolen er det rette match til den unge.
Men inden du kommer så langt, kan du orientere dig her på siden.
Frie fagskoler tilbyder et kostskoleår for helt almindelige unge, der ønsker et praktisk og erhvervsrettet skoletilbud.
Vi er en skoleform for unge, der generelt lærer og trives bedst i et praksisrettet miljø, hvor der er fokus på at lære ved at gøre, hvad enten det er indenfor IT, håndværk, design, gastronomi, mv. vores øvrige linjefag.
Et par af vores skoler er specialiserede og henvender sig kun til unge med særlige behov, og for de øvrige frie fagskoler er det også naturligt at tage socialt ansvar. Tal med den enkelte skole om hvilke muligheder de tilbyder.
Frie fagskoler har mulighed for at søge mentorstøtte til eleverne, hvis du som UU-vejleder vurderer, at det er relevant. Mentorstøtten udmøntes forskelligt. Så tal evt. med skolerne om hvordan de arbejder med det. Tildeling af mentorstøtte kræver at der indskrives mentorbehov i den unges uddannelsesplan forud for optagelse på en fri fagskole.
Frie fagskoler har værktøjskassen til at lave en struktureret hverdag, indlægge passende pauser og til at hjælpe, støtte og udfordre eleverne ud fra deres forudsætninger og behov.
Vi er med andre ord en skoleform der rummer alle typer af unge mennesker. Vi har fokus på at den enkelte unge bliver inspireret, udfordret og i sidste ende afklaret med, hvor uddannelses- eller jobvejen går hen, efter opholdet på en frie fagskole.
Frie Fagskoler er kostskoler, der er arbejder praktiske og er rettet mod job, uddannelse og erhverv.
Vores undervisning er altid rettet mod praktiske erhverv, erhvervsuddannelser og job, hvor håndværket og professionen er udgangspunktet.
Et år eller to på en fri fagskole er afklarende og hjælper den unge på vej til et praktisk erhverv gennem en ungdomsuddannelse, erhvervsuddannelse eller direkte i arbejde.
En Fri Fagskole minder meget om en efterskole. Men der er en væsentlig forskel. Mindst 1/3 af undervisningen på skolen skal nemlig være praktisk eller erhvervsrettet undervisning, og undervisningen altid knyttet til linjernes branche eller håndværk.
Undervisning i de boglige fag foregår i mindre grad ved tavlen end på andre skoler. På en Fri Fagskole er den unge mere ude på værkstedet, i naturen eller på en virksomhed, og det er ofte i forbindelse med praksis vi indarbejder den boglige undervisning
Klasseundervisningen hænger altså mere sammen med de praktiske fag, med studieture og praktikophold, fordi den unge i praksis forbereder sig på en fremtid inden for de erhverv, som linjerne retter sig imod.
De fleste af vores elever lærer bedst, når undervisningen er tæt på virkeligheden. Vi integrerer derfor ofte vores boglige fag som en del af den unges praktiske arbejde i vores værksteder.
Skoleformens praktiske tilgang til læring virker, den motiverer og styrker den unges faglige identitet og er dermed medvirkende til at afklare job- og karrieremuligheder.
Frie Fagskoler er for unge, der har afsluttet 9. klasse, har 10 års skolegang eller er fyldt 16 år. Målgruppen er bred og mulighederne er mange, og blandt vores elever er der både unge med særlige behov, almene elever og fagligt stærke unge
På frie fagskoler kan man ligesom på efterskoler tage et 10. skoleår med eller uden prøver. For elever, der går denne vej, er målgruppen primært unge mellem 16-18 år.
Man kan også vælge et mere højskolelignende overgangsår inden valg af job eller uddannelse. Her er målgruppen primært unge fra 17-22, men der er faktisk ingen øvre aldersgrænse.
Som noget nyt fra 1/1-2026 kan elever fra Grønland opnå tilskud fra hjemmestyret til et ophold på en Fri Fagskole.
De fleste skoler tilbyder forløb, der svarer til ét helt skoleår, men det er også muligt at tage kortere eller længere forløb – fx flere år på samme skole.
Flere skoler tilbyder 10. klasse, hvor eleverne kan afslutte med folkeskolens prøver.
Nogle skoler tilbyder også enkeltfag i dansk og matematik, for elever der ikke har aflagt prøve eller har opnået karakteren 02 i fagene i 9. kl., eller forløb helt uden prøver – alt efter elevens behov.
Flere skoler tilbyder desuden branchefagsprøver, som er praksisnære afslutningsprøver i linjefagene.
Fra 2030 kan frie fagskoler også udbyde det 10. skoleår/klassetrin og optagelsesprøver til EPX, STX, HTX og HHX
Fordi vi er en erhvervsrettet kostskoleform, er undervisningen altid forbundet med den virkelighed, den unge senere skal ud at arbejde i.
Vi arbejder derfor tæt sammen med erhvervslivet i lokalområdet omkring skolerne, og vi henter ofte inspiration udefra.
Vi samarbejder også med mange uddannelsesinstitutioner og foreninger, der har samme tilgang som os.
Den unge skal have mulighed for at prøve sig selv af i virkeligheden, mens den unge går på skolen. Derfor har langt de fleste faglinjer et engageret praktikpladsnetværk tilknyttet, hvor den unge kan komme i praktik. Praktikken tager altid udgangspunkt i den enkelte unge og den skole man går på og kan derfor variere i varighed og omfang.
Praktikken giver de unge mulighed for at afprøve deres interesse i praksis og få indsigt i konkrete erhverv og arbejdspladser.
Unge på en fri fagskole kan bruge kostskoleopholdet på at blive afklaret omkring faglige interesser – uanset om man er faglig stærk eller har brug for at få opbygget kompetencer.
Flere skoler har linjer med højt fagligt niveau og et hurtigere undervisningstempo – fx inden for design, kunst, teknologi eller iværksætteri.
Kendetegnende er, at undervisningsmiljøet altid har fokus på at pirre den faglige interesse.
Mange af vores elever fortsætter på en erhvervsuddannelse, en ungdomsuddannelse eller kommer i job. Andre vælger højskole, designskole, kunstakademi, FGU eller STU.
Flere Frie Fagskoler er godkendt til at udbyde hele eller dele af en STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) og tilbyder forløb med struktur, støtte og praksisnær læring – målrettet unge med særlige behov.
Nogle skoler er målrettet eller tilpasset til at rumme unge med forskellige diagnoser, f.eks. ordblindhed eller andre udfordringer. Her tilpasses undervisning og hverdag, og der er fokus på tryghed, tydelige rammer og praktisk læring. Mange skoler tilbyder mentorstøtte og mere individuelle forløb.
Frie Fagskoler er kostskoler – og fællesskabet er en vigtig del af hverdagen.
Eleverne bor, lærer og lever sammen, og det tætte samvær skaber tryghed, venskaber og udvikling.
Mange unge fremhæver netop fællesskabet som noget af det bedste ved deres ophold.
Fritiden på en Fri Fagskole er en vigtig del af opholdet. Her er der masser af muligheder for at dyrke interesser, være social og prøve nye ting.
Eleverne har ofte adgang til skolens værksteder og faciliteter uden for undervisningstiden – så de fx kan arbejde videre med håndværk, madlavning, kreative projekter eller teknik.
Derudover tilbyder mange skoler:
Fritiden er med til at styrke fællesskabet og giver eleverne mulighed for både at slappe af og udvikle sig.
Der er egenbetaling for at gå på en Fri fagskole. Prisen afhænger af, hvilken Fri Fagskole og hvilket forløb den unge vælger.
Kontakt den enkelte skole for at få oplyst den præcise pris for ophold og undervisning.
Som elev og familie kan der være forskellige muligheder.
Skolerne vejleder gerne om, hvilke tilskud der kan søges og hvad det betyder for eleven.
Som noget nyt kan elever fra Grønland også opnå støtte fra hjemmestyret til et ophold på en Fri Fagskole fra 2026.
De fleste skoler opkræver et mindre gebyr ved tilmelding. Du får oplyst det konkrete beløb, når du tilmelder eleven.
Sekretariatet i Foreningen af Frie Fagskoler hjælper gerne med vejledning, kontaktformidling og viden om skolerne.
Skriv til os på info@friefagskoler.dk – vi vender hurtigt tilbage.
Af GDPR-hensyn er det vigtigt ikke at sende personfølsomme oplysninger.
”Jeg har vidst, at jeg gerne ville noget med madlavning siden 6. klasse, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle vælge FOODlinjen,
Min far har altid sagt, at man kan, hvad man vil, og det er jeg begyndt at tro på.”
Anne Sofie, 17 år, Hadsten Fri Fagskole