Danmarks yngste kostskoleform fortsætter sin vækst. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har netop godkendt etableringen af Højer Fri Fagskole, Bråskovgård Fri Fagskole og Løgumkloster Fri Fagskole, som alle åbner for deres første elever i august 2026.
Godkendelsen af de tre nye skoler er ikke blot en glædelig nyhed for Foreningen af Frie Fagskoler og de lokale initiativtagere. Den er også et vigtigt signal om, at behovet for praksisfaglige og erhvervsrettede læringsmiljøer vokser i en tid, hvor Danmark mangler faglært arbejdskraft, og hvor alt for mange unge fortsat kæmper med at finde deres vej i uddannelsessystemet.
Frie Fagskoler tilbyder unge et anderledes skoleår, hvor undervisning, værksteder, erhvervsliv og fællesskab går hånd i hånd. Ligesom på efterskolerne bor eleverne på skolerne, men undervisningen foregår primært i værksteder eller med afsæt i en konkret praksisfaglighed.
Det giver eleverne mulighed for at afprøve interesser, styrker og fremtidsdrømme gennem praksisnær og erhvervsrettet undervisning, inden de vælger ungdomsuddannelse.
Vi byder de tre nye skoler velkommen på et tidspunkt, hvor praksisfaglighed fylder stadigt mere i den uddannelsespolitiske debat.
Politikere, organisationer og arbejdsmarkedets parter peger i stigende grad på behovet for flere uddannelsesveje, der anerkender, at unge lærer forskelligt, og at nogle udvikler sig bedst gennem handling, erfaring og virkelighedsnære læringsmiljøer.
Ifølge direktør Jesper Øland er etableringen af de tre nye skoler et tegn på, at Frie Fagskoler er ved at finde en tydelig plads i det samlede uddannelseslandskab.
– Godkendelsen af tre nye Frie Fagskoler viser, at flere ser værdien i en skoleform, der bygger bro mellem skole og arbejdsliv. Frie Fagskoler giver unge mulighed for at blive klogere på sig selv, deres evner og deres fremtidige uddannelsesvalg gennem praksis. Det er vigtigt både for den enkelte unge og for et samfund, der har brug for flere faglærte, siger Jesper Øland.
I foreningen oplever vi en fortsat stigende interesse for skoleformen, og forventer, at flere initiativer vil søge om godkendelse i de kommende år.
Med de tre nye skoler styrkes den geografiske dækning af skoleformen, og endnu flere unge får adgang til et erhvervsrettet kostskoleophold, hvor hoved, hænder og fællesskab er ligeværdige elementer i læringen.
Foreningen af Frie Fagskoler byder Højer Fri Fagskole, Bråskovgård Fri Fagskole og Løgumkloster Fri Fagskole velkommen i foreningen og ser frem til samarbejdet.
Se mere om skolerne
Yderligere oplysninger
Jesper Elkjær Øland
Direktør, Foreningen af Frie Fagskoler
Tlf.: 28874501
Mail: jo@friefagskoler.dk