Menu

4. november 2026

En vigtig stemme i Frie Fagskoler takker af

Efter mere end 20 år som forstander for Vordingborg Fri Fagskole har Jette Rønne valgt at gå på pension ved udgangen af december 2026. Som tidligere formand i Foreningen af Frie Fagskoler og en altid varm fortaler for vores skoleform, er det en vigtig stemme, der nu forlader vores rækker.

Gennem årene har Jette Rønne stået i spidsen for en markant udvikling af Vordingborg Fri Fagskole. Under hendes ledelse er skolen vokset til at blive landets største frie fagskole, og senest er skolens bygninger blevet udvidet og samlet.

Tak for et stort arbejde for skoleformen

Jettes engagement har samtidig rakt langt ud over skolens egne rammer. Hun har gennem mange år bidraget til at udvikle og synliggøre Frie Fagskoler som en praksisnær og erhvervsrettet skoleform for unge.

”Jette har gennem mere end 20 år været en stærk stemme for de frie fagskoler. Hun har både vist, hvad det kræver at udvikle en stærk skole lokalt, og bidraget med stor energi, erfaring og vedholdenhed til arbejdet for hele skoleformen. På foreningens vegne vil jeg gerne sige hende en stor og oprigtig tak for indsatsen,” siger Jens Beermann, formand for Foreningen af Frie Fagskoler.

Stine Balch Sørensen, der i dag er viceforstander på skolen, overtager posten som forstander den 1. januar 2027.

Afskedsreception den 11. december i Vordingborg

Vordingborg Fri Fagskole inviterer til afskedsreception for Jette Rønne fredag den 11. december 2026 kl. 13.00–15.00 på skolen.

Se mere her