Menu

REGERINGEN VIL STYRKE FRIE FAGSKOLER PÅ FINANSLOV 2025

Frie Fagskoler

Regeringen styrker de frie fagskoler i deres forslag til finansloven for 2025, hvilket vækker glæde hos Foreningen af Frie Fagskoler, der i mange år har kæmpet for bæredygtige rammevilkår til skoleformen.

I regeringens forslag til finanslov 2025 er der afsat 7,1 mio. kr. til at styrke de frie fagskoler. Selvom beløbet ikke fuldt ud imødekommer skolernes behov, ser formand Jesper Bienkowski den økonomiske prioritering som et positivt og vigtigt politisk signal. “Vi glæder os over, at regeringen øger den økonomiske støtte til de frie fagskoler. Det vil give os stærkere rammevilkår, som vi i mange år har kaldt på” udtaler han.

Finanslovsforslaget indebærer bl.a. en stigning på 10 pct. i undervisningstilskuddet og ca. tilsvarende stigning i grundtilskuddet, hvilket Jesper Bienkowski ser som en klar tillidserklæring. ”Midlerne fordeles direkte til vores årlige takster, ikke som tidsbegrænsede ansøgningspuljer med tilhørende betingelser. Det giver os mulighed for at styrke den eksisterende værkstedsundervisning, som vi ved er afgørende for at motivere og udvikle unge, især dem der lærer bedst gennem praktisk undervisning”, siger formanden og tilføjer:

”Selvom beløbet ikke fuldt ud sikrer økonomisk bæredygtighed for skolerne, så er det et betydeligt skridt i den rigtige retning og vil gøre en mærkbar forskel. Så det glæder mig, at vi nu har et klart politisk signal om, at vi kan fortsætte og videreudvikle det stærke arbejde ude på skolerne til gavn for vores unge”.

Flere frie fagskoler kan gøre en forskel

Frie Fagskoler er erhvervsrettede kostskoler i familie med Højskoler og Efterskoler, men adskiller sig ved at have et lovkrav om praktisk og erhvervsrettet undervisning i mindst en tredjedel af undervisningstiden. På de frie fagskoler tror vi på, at de boglige fag ikke alene skal foregå ved tavlen i klasseværelset, men hænge tæt sammen med de praktiske og erhvervsrettede fag i værkstedet. Derudover har alle frie fagskoler et stort fokus på at skabe erhvervslivsnetværk og sikre gode erhvervspraktikforløb for eleverne.

Særligt kombinationen af kostskole og erhvervsrettet værkstedsundervisning har Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye flere gange fremhævet som unik og velegnet til mange unge, der har brug for at lære på en anderledes og mere motiverende måde. Derfor har ministeren argumenteret for behovet for flere af denne type skoler i Danmark. Med den øgede økonomiske støtte i finanslovsudspillet har regeringen nu skabt bedre betingelser for at etablere og drive nye frie fagskoler, forklarer formanden:

”Vi har desværre for ofte oplevet, at den ressourcekrævende værkstedsundervisning – som vores lovkrav om praktisk og erhvervsrettet undervisning  indebærer – afholder nye skoleinitiativer fra at blive til noget på grund af bekymringer om økonomien ved at drive en fri fagskole. Det øgede grund- og undervisningstilskud vil forhåbentlig give flere modet til at starte nye frie fagskoler og forpligte sig på den erhvervsrettede dagsorden. Det vil i givet fald være en betydningsfuld og vigtig udvikling for Danmark, der kan støtte flere unge i at finde deres vej igennem uddannelsessystemet og ind på arbejdsmarkedet”.

Stort potentiale i kombinerede efterskoler og frie fagskoler

Regeringen har med finanslovsforslaget vist en stærk tro på, at Frie Fagskoler med deres inkluderende og erhvervsrettede skolemiljøer kan gøre en forskel for skoletrætte elever og spille en rolle for dem, der har brug for ekstra støtte til at blive en del af fællesskabet. Men også for alle andre unge, der bare er nysgerrige på en anderledes skolehverdag i værkstedet. Ministeren har flere gange opfordret efterskoler til at udvide med en fri fagskole-afdeling for at åbne flere unges øjne for de praktiske og erhvervsrettede fag.

I Foreningen af Frie Fagskoler er vi meget enige i, at et styrket samarbejde med efterskolerne kan gøre en stor forskel for mange unge: ”Vi er glade for, at ministeren ser potentiale i Frie Fagskoler og muligheden for, at vi sammen med efterskolerne kan have en positiv indvirkning på flere unge, der kan opdage nye fagligheder og måder at møde verden på. Det kan vi opnå i samarbejde med efterskolerne som kombinerede skoler,” udtaler Jesper Bienkowski og fremhæver, at der allerede i dag findes seks kombinerede efterskoler og frie fagskoler.

Næste skridt er at åbne lovgivningen

Udover en styrket økonomi påpeger Jesper Bienkowski, at der også er lovgivningstiltag, som politikerne kan forbedre uden at det koster noget og udløser omkostninger. Et eksempel er den særlige 10. klasses enkeltfagsordning i Frie Fagskoler, der betyder, at elever uden det adgangsgivende 2-tal til erhvervsuddannelserne i dansk og matematik kan nøjes med at gå til enkeltfagsprøve i fagene uden at være tvunget til at tage en fuld 10. klasse. Ifølge Jesper Bienkowski bør denne ordning gælde for alle frie fagskolers elever. Herudover bør enkeltfagsordningen også udvides til at omfatte fagene engelsk og fysik/kemi, så alle elever kan dygtiggøre sig i det det/de fag, hvor behovet er størst og mest relevant.

“EVA har dokumenteret, at vi med ordningen sender over 40 procent videre på en erhvervsuddannelse. I dag gælder ordningen desværre kun for de unge, som ikke har bestået dansk eller matematik. Men vi vil gerne kunne tilbyde enkeltfag til alle og bidrage til, at alle unge kommer videre på en erhvervsuddannelse,” siger han.

Foreningen ser derfor frem til at drøfte en åbning af lovgivningen, som kan forbedre mulighederne for de unge: “Vi ser frem til at fortsætte den gode dialog med ministeren. Vi er klar til at samarbejde og finde løsninger, så vi bedst muligt kan bidrage til at realisere både vores egne visioner for unge mennesker og regeringens målsætning om at hjælpe flere unge på vej i uddannelse og job,” tilføjer Jesper Bienkowski.

Frie Fagskoler vil hjælpe de 43.000 uden job eller uddannelse

Regeringen vil med finansloven afsætte 325 millioner kroner over 4 år til nye initiativer, der skal hjælpe flere unge i alderen 15-24 år med at komme i job eller uddannelse. Målet er at reducere antallet af de 43.000 unge, der i dag står uden beskæftigelse eller uddannelse. Her ser de frie fagskoler også en mulighed for at påtage sig et større ansvar, forklarer formanden:

“Vi gør allerede en stor forskel for unge uden uddannelse og job og har positive erfaringer med at hjælpe dem videre i uddannelse eller i ufaglærte job og fleksjob. Derfor byder vi gerne ind på de nye initiativer. Det er oplagt at inddrage de frie fagskoler i denne indsats”.

Læs pressemeddelelse på UVM: Finanslovsforslag for 2025: Regeringen afsætter millionbeløb til specialundervisning på de frie grundskoler

Yderligere oplysninger

Formand Jesper Bienkowski
Mobil 2345 1989