Menu

3. marts 2025

Frie Fagskoler ansætter ny sekretariatschef

Berit Toft Fihl - Sekretariatschef - Foreningen af Frie Fagskoler

Foreningen af Frie Fagskoler styrker nu sit arbejde med ansættelsen af Berit Toft Fihl som ny sekretariatschef pr. 1. marts 2025. Med solid erfaring fra uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsområdet samt politisk interessevaretagelse bringer Berit en stærk profil til foreningen.

Erfaring og fokus på medlemmerne

Berit Toft Fihl har tidligere arbejdet med politisk interessevaretagelse i Dansk Arbejdsgiverforening og Lederne og har desuden erfaring fra embedsværket. Hun kommer dermed med en stærk baggrund fra organisationer med fokus på medlemmernes interesser.

Foreningens formand, Jesper Bienkowski, ser frem til samarbejdet:

“Jeg er glad for at få Berit Toft Fihl med på holdet. Hendes erfaring og indsigt bliver værdifuld i arbejdet for at sikre, at flere unge får de bedst mulige forudsætninger for at gå på en fri fagskole. Interessen for skole- og uddannelsesmuligheder for unge med en praktisk og erhvervsrettet tilgang er stigende, men der er stadig udfordringer, vi skal løse, og muligheder, vi skal udnytte.”

“En af Berits vigtige opgaver bliver også at sikre, at vi har en sikker hånd på rettet i foreningen,” tilføjer han.

Brobygning til erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedet

Berit Toft Fihl vil have sin daglige gang i sekretariatet på Vartov, hvor hun bliver en del af arbejdet for at styrke Frie Fagskolers rolle i det danske uddannelseslandskab.

“Jeg glæder mig til at tage fat på de mange spændende opgaver, der venter for Frie Fagskoler,” siger Berit Toft Fihl og fortsætter:

“Det er inspirerende at mærke den energi og stolthed, som præger arbejdet med at danne og klæde unge på til fremtiden. Hvis der er noget, vi som samfund kan gøre endnu bedre, er det at sikre, at alle børn og unge får mulighed for at bringe deres talenter i spil – og her spiller Frie Fagskoler en vigtig rolle.”

Om Berit Toft Fihl

Berit Toft Fihl er bosiddende i København og har en cand.oecon. fra Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger

Berit Toft Fihl
Sekretariatschef
Mobil: 6014 6465
Mail: btf@friefagskoler.dk

Jesper Bienkowski
Formand, Foreningen af Frie Fagskoler
Mobil 2345 1989
jb@friefagskoler.dk