Menu

Jobopslag

Sekretariatschef til de Frie Fagskoler

Brænder du for skole og uddannelse, og har du erfaring med ledelse, jura, økonomistyring, strategisk udvikling og intern sekretariatsdrift? Kan du samtidig navigere sikkert i samarbejdsrelationer og understøtte politisk interessevaretagelse? Så har vi en spændende mulighed til dig.

Foreningen af Frie Fagskoler er en interesseorganisation for Danmarks erhvervsrettede kostskoleform. Vores medlemsskoler tilbyder kurser inden for flere brancher og professioner, alle med det gode håndværk som omdrejningspunkt.

Vi søger en sekretariatschef, som kan stå i spidsen for vores sekretariat, hvor du primært vil arbejde med udviklingen af skoleformen, betjening af bestyrelsen og rådgivning af medlemsskolerne, mens den politiske repræsentation varetages af foreningens formand med støtte fra dig.

Om jobbet

Som sekretariatschef får du ansvaret for at udvikle og lede foreningens sekretariat i tæt samarbejde med bestyrelsen.

Du bliver en central aktør i at realisere den strategiske retning for både sekretariatet og skoleformen.

I stillingen som sekretariatschef leder du sekretariatets daglige drift og sikrer, at arbejdsopgaver løses effektivt og professionelt, og du:

  • Håndterer fx driftsbevillinger fra Børne- og Undervisningsministeriet og varetager sekretariatets administrative setup med blik for fremtidig vækst og en øget aktivitet blandt medlemsskolerne.
  • Fungerer som stedfortræder for formanden ved behov, når det gælder administrativ og organisatorisk repræsentation.
  • Har det overordnede ansvar for økonomistyring, budgetlægning og implementering af foreningens strategier og mål.
  • Arbejder aktivt med fundraising og projektudvikling, herunder ansøgninger til fonde og samarbejde med eksterne partnere.
  • Arbejder tæt sammen med bestyrelsen og formanden og forbereder og deltager i bestyrelsesmøder, samt sikrer opfølgning på bestyrelsens beslutninger.
  • Planlægger og afvikler nogle af foreningens arrangementer i årshjulet som fx årsmøde.
  • Sikrer foreningens rådgivning til medlemsskolerne og svar på juridiske, administrative og pædagogiske spørgsmål.
  • Varetager egne rådgivningsområder, f.eks. inden for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) og i forhold til nye skoleinitiativer.

En vigtig del af jobbet er herudover understøttelse af foreningens politiske interessevaretagelse. Du støtter formanden i kontakten med Børne- og Undervisningsministeriet, undervisningsordførere og andre relevante aktører samt i netværksdeltagelse og arbejdsgrupper.

Derudover bliver du i samarbejde med formanden ansvarlig for strategisk kommunikation og PR, herunder nyhedsformidling, pressearbejde og vedligeholdelse af hjemmesiden sammen med vores eksterne bureau.

Om dig

Vi søger en erfaren og alsidig leder med stærke kommunikative evner og organisatorisk overblik, som:

  • Arbejder struktureret og systematisk, hvilket er afgørende, da stillingen kræver stærke administrative og organisatoriske evner og et skarpt øje for detaljer.
  • Skaber overblik og sikrer, at opgaver bliver fulgt til dørs med høj kvalitet og præcision.
  • Har en stærk relationskompetence og evner at skabe og vedligeholde tillidsfulde samarbejdsrelationer på tværs af medlemsskolerne og andre organisationer.

Som leder er du beslutningsdygtig og handlekraftig, og du:

  • Skaber en klar retning og træffer betydningsfulde beslutninger, samtidig med at du inddrager relevante parter og sikrer opbakning til de trufne beslutninger.
  • Leder med tillid og tror på, at opgaver bedst løses med stor grad af frihed og autonomi.
  • Skaber et godt arbejdsmiljø og undgår mikroledelse, så dine medarbejdere har ansvar og handlerum til at finde løsninger selvstændigt.
  • Med din målrettede ledelsestilgang sikrer, at sekretariatets arbejde afspejler foreningens formål og strategi.
  • Motiverer og engagerer gennem anerkendelse, dialog og tydelige forventninger.

Vi forestiller os, at du har erfaring med ledelse og administrativ støtte til politisk arbejde fra en interesseorganisation, centraladministrationen eller lignende. Du har måske også erfaring med sekretariatsdrift, fundraising og økonomistyring.

Relevant erfaring kunne blandt andet være:

  • Ledelse og strategisk arbejde i en forening eller interesseorganisation.
  • Erfaring fra centraladministrationen, fx Børne- og Undervisningsministeriet.
  • Sekretariatsdrift med ledelsesansvar, økonomistyring og bestyrelsesbetjening.
  • Fundraising og udvikling af fondsprojekter.

Om os

Vi tilbyder et spændende job med mulighed for både personlig og faglig udvikling. Du bliver en del af et lille, dynamisk sekretariat med en uformel tone og tæt samarbejde. Vi har et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi støtter og sparrer med hinanden.

Løn- og ansættelsesvilkår: aftales med bestyrelsen på baggrund af kvalifikationer.

Tiltrædelse: 1. april 2025 eller snarest muligt.

Interesseret?

Send din ansøgning med relevante bilag og referencer til jb@friefagskoler.dk senest 15. januar 2025.

Ansættelsessamtaler:

– Første samtale: 29. januar 2025.

– Anden samtale: 18. februar 2025.

Tiltrædelse: 1. april 2025 eller snarest muligt.

Har du spørgsmål til jobbet?

Kontakt formand Jesper Bienkowski på tlf. 2345 1989.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Om de Frie Fagskoler

Frie Fagskoler er en ung skoleform, etableret i 2015, som kombinerer praktisk og erhvervsrettet undervisning med et kostskolemiljø.

Siden etableringen har skoleformen udviklet det 10. skoleår gennem praktiske og erhvervsrettede forløb, der danner og hjælper unge videre i uddannelse og job. Dette sker blandt andet gennem mesterlæreundervisning, erhvervspraktik og anvendelsesorienteret læring, hvor de boglige fag integreres i værkstedsundervisningen.

Frie Fagskoler har som skoleform opnået en stigende politisk anerkendelse og har fået forbedret skoleformens økonomiske rammevilkår gennem både finansloven og via regeringens aftale om ”Ungeløftet”, der skal hjælpe med at løfte de ca. 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller har et arbejde.

Der er generelt en voksende nysgerrighed og interesse for de frie fagskoler fra både helt nye skoleinitiativer og fra eksisterende skoleaktører, primært efterskoler, som overvejer at etablere kombinationsskoler, hvor efterskole og fri fagskole forenes under samme tag. Denne udvikling forventes at fortsætte, hvilket de kommende år vil give endnu flere unge mulighed for en praktisk og erhvervsrettet kostskolehverdag på nye frie fagskoler.