I Foreningen af Frie Fagskoler er vi meget glade for at kunne byde endnu en skole velkommen i familien af Frie Fagskoler. I august 2025 slår Højer Tech & Design Fri Fagskole dørene op for de første elever og bliver den første skole i Danmark med specialiseret fokus på teknologi, design og innovation.
Højer Tech & Design Fri Fagskole bygger videre på erfaringerne fra Højer Design Efterskole, men er målrettet både unge i 10. klasse og unge over 16 år, der ønsker at dykke dybere ned i erhvervsrettede branchefag.
“For os handler det om at skabe en skole, der inspirerer unge til at udforske deres potentiale inden for teknologi og design. Vi ønsker at give dem værktøjerne til både at forfølge deres passion og blive rustet til fremtidens arbejdsmarked,” siger Kirsten Boyschau Hansen, forstander for Højer Tech & Design Fagskole i en pressemeddelelse.
Tech & Design på fire spændende linjer
På frie fagskoler er undervisningen fokuseret på praktisk og erhvervsrettet læring, i overensstemmelse med skoleformens lovkrav om, at mindst en tredjedel af undervisningen skal være både praktisk og erhvervsrettet.
I Højer kommer der i første omgang fokus på fagene:
- Teknologi & Robot
- Spiludvikling & App
- Design & Innovation
- Keramik & Form.
Senere introduceres også Cyber Security, hvor eleverne lærer at arbejde med IT-sikkerhed og forebyggelse af cyberkriminalitet.
Det er muligt at se den nye skole til Åbent Hus den 23. marts. Læs mere her.
Dansk Industri: Godt at unge kan blive rustet bedre til fremtidens krav
Også i Dansk Industri er man glade glade for den nye skole:
“Vi er meget begejstrede for åbningen af Højer Fri Fagskole, som vil tilbyde unge en unik mulighed for at fordybe sig i fremtidens praktiske og kreative færdigheder. Teknologi og design er afgørende kompetencer i dagens og fremtidens arbejdsmarked, og vi ser et stort behov for uddannelsesinstitutioner, der kan ruste de unge til disse udfordringer,” siger Gordon Trier Holm, regionalforeningskonsulent hos Dansk Industri’s regionale forening DI Sønderjylland.
Kombinationen af efterskole og fri fagskole er en stærk model
Efter Djursland Fri Fagskole åbnede sidste år, er Højer Tech & Design Fei Fagskole den næste kombinationsskole i rækken af efterhånden flere skoler, der driver efterskole og fri fagskole på samme adresse.
Formand for Foreningen af Frie Fagskoler, Jesper Bienkowski, forventer at andre efterskoler ser muligheden i at udvide deres tilbud med Fri Fagskole:
“Antallet af frie fagskoler vokser, og det styrker vores fælles ambitioner som skoleform. Det er afgørende, at vi har både bredden og kapaciteten til at nå ud til endnu flere unge med vores erhvervsrettede tilgang.
Kombinationen af efterskole og fri fagskole – som fx Tronsø, Halvor, Djursland og nu også i Højer – er en stærk model. Den gør den Frie Fagskole tilgængelig for flere unge, der søger en praktisk og erhvervsrettet vej i livet.
Vi forventer, at endnu flere kombinationsskoler vil dukke op i fremtiden. I dag glæder vi os over at byde Højer velkommen i familien og ser frem til et stærkt samarbejde”.
Fakta om Højer Tech & Design Fri Fagskole:
- Åbner: August 2025
- Målgruppe: Unge fra 10. klasse eller over 16 år med interesse for praktisk og erhvervsrettet læring.
- Åbent Hus den 23. marts
- Læs mere mere på htdfrifagskole.dk
Yderligere oplysninger
Kirsten B. Hansen
Forstander, HøjerTech & Design Fagskole
Tlf.: 7362 8900
E-mail: kontor@designhojer.dk
Jesper Bienkowski
Formand, Foreningen af Frie Fagskoler
Mobil 2345 1989
jb@friefagskoler.dk